Gå til hovedindhold

Har du gener i halsen eller problemer med stemmen?

Hvis du oplever hæshed, anstrengt tale, hyppig hosten, rømmen, oplevelse af klump i halsen mm., kan du få hjælp

  • Læs op

Indhold

    Ofte er der en sammenhæng mellem problemer med stemmen og problemer i halsen, og derfor vil du ofte opleve dem samtidig.  
    Har du problemer med stemmen oplever du måske, at:

    • du er hæs
    • det er anstrengende at tale 
    • din stemme ikke kan holde til at tale en hel dag
    • din stemme kan forsvinde i perioder
    • din stemme forandrer sig i løbet af dagen
    • du kan blive træt i stemmen
    • din stemme er blevet dybere eller lysere end den plejer at være
    • andre har svært ved at høre dig 
    • du har fået svært ved at synge

    Har du problemer med halsen, oplever du måske, at du:

    • ofte skal hoste og rømme dig
    • har ondt i halsen 
    • føler der sidder en klump i halsen
    • har slim i halsen
    • er tør i halsen
    • skal synke hele tiden
    • får mad og drikke i den gale hals

    Hvad kan årsagen være?

    Hvis du oplever nogle af ovenstående problemer, kan der være forskellige årsager til det; problemerne kan for eksempel opstå, fordi du bruger din stemme forkert eller pga. skader på nervesystemet. Hvis du bruger din stemme forkert, kan det udvikle sig til fysiske forandringer på stemmelæberne, som vil forværre problemerne.

     

    Hvordan får du hjælp?

    For at få hjælp til problemer med stemmen og/eller halsen hos os, skal du have en henvisning fra en øre-næse-halslæge. Søg efter privatpraktiserende øre-næse-halslæger i området, hvor du bor. Det er ikke nødvendigt at tale med din egen læge først. 

    Undervisningen tilrettelægges individuelt og omfatter rådgivning, vejledning og forskellige øvelser, som du skal lave derhjemme. 

    Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har nogle spørgsmål.
    Telefon: 76 29 72 21
    Talekonsulenternes telefontid: onsdag kl. 11-12

    Send sikker post (kræver NemID)

    8 gode råd til at til at pleje din stemme

    1. Tænk på kropsholdningen 

    Sørg for, at have en god holdning, uden at du bliver ”militær-ret”. Kropsholdningen har indflydelse på åndedrættets frie bevægelser, som er direkte koblet til stemmen. Derudover giver en dårlig kropsholdning muskelspændinger, som kan påvirke stemmen negativt. 

     

    2. Mindsk stressfaktorer

    Stress kan give muskelspændinger i hoved, hals, nakke og skuldre, hvilket kan påvirke din stemme negativt. Forsøg derfor at tænke over, hvordan du kan mindske stress i din hverdag. 

     

    3. Træk vejret gennem næsen

    Træk vejret gennem næsen ved hvile eller udførelse af roligt arbejde. I næsen filtreres, fugtes og varmes den luft, der indåndes. Trækkes vejret gennem munden kan tør, kold og forurenet luft nemt finde vej til stemmelæberne og skabe irritation. Ved tale og sang trækkes luften automatisk ind gennem munden, og det helt ok. 

     

    4. Undgå rømning – rømning giver rømning

    Irritation eller slim i halsen giver trang til at rømme sig. Selvom man føler en umiddelbar lindring, er rømning i virkeligheden belastende for stemmelæberne og skaber derfor øget irritation og slim, som giver yderligere trang til rømning. Synk i stedet, drik vand eller host let med megen luft.

     

    5. Tobaksrøg er dårligt for din stemme

    Tobak giver hævede stemmelæber og irritation, og ofte også en dyb stemme. Undgå derfor al røg.

     

    6. Plej forkølelser og halsinfektioner

    Ved infektionen bliver stemmelæberne røde og hævede, hvilket kan tiltage, hvis stemmen belastes for meget. Tal mindre og undlad at synge. Bliv evt. hjemme og hvil din stemme – især hvis du har et stemmekrævende arbejde.

     

    7. Undgå at råbe og skrige

    Ved kraftfulde råb og skrig skader du stemmelæberne. Vær opmærksom på ikke at forsøge at overdøve støj, fx høj musik.

     

    8. Drik rigelige mængder vand

    Det er vigtigt at sørge for, at kroppen hele tiden er hydreret, da stemmelæbernes slimhinder hovedsageligt består af væske. Væskeindtag er vigtigt for, at stemmen fungerer hensigtsmæssigt.